Ansøgning og Optagelse i Tivoli-Garden

En gruppe Tivoli-garder i røde uniformer og høje bjørneskindshuer marcherer i formation. Garderne bærer musikinstrumenter, og den yderste til højre bærer et flag. De marcherer forbi udendørs siddepladser ved en restaurant i Tivoli.

Ansøgning og optagelse

Tivoli-Garden optager både drenge og piger fra 7-årsalderen, og du kan være med, indtil du fylder 16. Du har mulighed for at søge optagelse i ét af tre forskellige korps.

For at ansøge sender du en kort præsentationsvideo samt en ansøgning til det korps, du ønsker at blive en del af. Bagefter kan du blive inviteret til en optagelsesprøve – nogle korps kræver musikalske færdigheder, mens andre ikke gør.

Læs mere om de tre korps, hvordan du ansøger samt optagelsesprøven på denne side.

Ansøgningsfrist 20. maj 2025.
Optagelsesprøve afholdes efterfølgende.

En ung Tivoli-garder i rød uniform retter på sin krave og gør sig klar til tjeneste. I baggrunden gør en anden ung garder, også i rød uniform, sig klar. De befinder sig i et omklædningsrum med uniformer og huer hængende i baggrunden.

Ansøgning til vores 3 korps

For at søge optagelse i Tivoli-Garden skal du udfylde et ansøgningsskema og uploade en præsentationsvideo. Alle ansøgere, der opfylder disse krav, vil modtage svar, men vær opmærksom på, at der kan gå lidt tid, før alle ansøgninger er blevet gennemgået. Ansøgningsfristen er den 20. maj 2025.

  • Send din ansøgning her
  •  

    Tambourkorpsets Elevskole

    Du kan søge optagelse i Tivoli-Garden på Tambourkorpsets elevskole, når du er fyldt 7 år. Det er ikke et krav, at du allerede kan spille et instrument, men det er en fordel, hvis du har modtaget grundlæggende musikundervisning, fx gennem rytmik eller kor.

    Som elev lærer du at spille piccolofløjte eller marchtromme, og du får samtidig undervisning i hørelære. Efter cirka et års træning optages du endeligt i Tambourkorpset i Tivoli-Garden. Tiden i elevskolen fungerer således som en gensidig prøvetid.

    Vi modtager også ansøgninger fra børn over 9 år, men vær opmærksom på, at læringskurven i både elevskolen og Tambourkorpset er meget stejl. Det er derfor næsten en forudsætning, at 9-årige allerede har en del musikalsk erfaring, så de kan følge med jævnaldrende elever.

    Alle børn er forskellige, og vi vurderer derfor ansøgere individuelt. Mens nogle 7-årige er modne og selvhjulpne nok til at trives i elevskolen, kan det for andre give bedre mening at vente lidt og søge igen senere.

    Præsentationsvideo

    Ud over ansøgningsskemaet skal du sende en kort præsentationsvideo til tivoli-garden@tivoli.dk. En optagelse med din smartphone er helt fin, og du kan enten vedhæfte videoen i din mail eller dele den via et link til YouTube.

    Det skal videoen indeholde

    • Dit navn, alder og din motivation for at søge
    • Et vers af en sang (for eksempel en børnesang)
    • Spiller du et instrument? Så vis gerne et kort musikstykke eller uddrag

    Varighed: max 2 min.

    Se et eksempel

    Johannes er 9 år i videoen og søgte optagelse i Tivoli-Garden i 2019. Johannes blev optaget i Tambourkorpsets elevskole, og videoeksemplet er optaget efter cirka 6 måneders undervisning. På Tambourkorpsets elevskole blev han undervist i marchtrommer og efterfølgende optaget i Tivoli-Gardens Tambourkorps. Johannes medvirkede første gang som en del af Tivoli-Garden i december 2020. 

  • Johannes' præsentationsvideo
  •  

    Tivoli-Gardens Musikkorps

    Du kan søge optagelse i Tivoli-Gardens Musikkorps, når du er fyldt 11 år. Hvis du allerede spiller et instrument, kan du søge optagelse i Tivoli-Garden med henblik på at komme i Musikkorpset.  Langt de fleste af Musikkorpsets musikere har gennemgået et uddannelsesforløb, der begynder i Tambourkorpsets elevskole og fortsætter, indtil de er dygtige nok til at blive optaget i Musikkorpset.

    Nogle gange er der ledige pladser, og vi optager derfor også elever udefra direkte i Musikkorpset. Her vil du først modtage undervisning, indtil du er klar til at blive en del af Musikkorpset. Du får bl.a. undervisning i march, eksercits og hørelære efter behov.
     
    Elever, der optages på Musikkorpset, spiller som regel allerede et instrument, der indgår i Musikkorpsets harmoniorkester. Har du andre musikalske færdigheder, kan du i visse tilfælde blive tilbudt en omskoling – fx kan en blokfløjtenist blive tilbudt en plads på klarinet, hvis alder og niveau passer.
      
    Bemærk at "pensionsalderen" i Tivoli-Garden er 16 år. En Tivoli-garder pensioneres med udgangen af Tivolis sommersæson i det år hvor Tivoli-garderen fylder 16 år.

    Præsentationsvideo 

    Ud over ansøgningsskemaet skal du sende en kort præsentationsvideo til tivoli-garden@tivoli.dk. En optagelse med din smartphone er helt fin, og du kan enten vedhæfte videoen i din mail eller dele den via et link til YouTube.

    Videoen skal indeholde

    • Navn, alder og motivation for at søge
    • Et kort musikstykke (eller uddrag) efter eget valg
    • Et vers af en sang (fx en børnesang)

    Varighed: max 2½ min.

    Se eksempel

    Kristine har spillet fagot i 2 år, da videoen blev filmet. Hun blev optaget i Tivoli-Gardens Musikkorps i december 2019 efter et forløb på Musikkorpsets elevskole sideløbende med at være i Tivoli-Gardens Fanevagt. 

  • Kristines præsentationsvideo
  •  

    Tivoli-Gardens Fanevagt

    Du kan søge optagelse i Tivoli-Gardens Fanevagt, når du er fyldt 11 år. 

    I Fanevagten spiller vi ikke instrumenter, men arbejder rytmisk med eksercits, marchformationer, geværsving og traditionen omkring at vogte fanen samt lede parader og tattoos.

    Det er ikke et krav, at du kan spille et instrument, men det er en fordel, hvis du fx har erfaring med Stomp eller lignende og har god rytmisk sans. De fleste elever i Fanevagten brænder for det musikalske fællesskab og de unikke traditioner i Tivoli-Garden. De ældste elever får vigtige funktioner under paraden og giver kommandoer. De lærer også at hjælpe og støtte de øvrige elever i deres tid i Tivoli-Garden.

    Præsentationsvideo  

    Sammen med dit ansøgningsskema skal du indsende en præsentationsvideo til tivoli-garden@tivoli.dk. Du kan optage den med din smartphone og enten vedhæfte videofilen eller sende et YouTube-link.

    Videoen skal indeholde:

    • Navn, alder og din motivation for at søge
    • En pulsøvelse (fx klap i takt til et stykke musik)
    • Spiller du et instrument eller synger? Vis os gerne et uddrag af en sang eller et musikstykke
    • Vi anbefaler desuden, at du synger fx et vers af en børnesang

    Varighed: max. 2 min.

    Se eksempel

    Lucas er 10 år i videoen og søgte optagelse i Tivoli-Garden i 2019. Lucas blev optaget i Tivoli-Gardens Fanevagt og har siden dygtiggjort sig i march og eksercits kom i uniform fra Tivolis sommersæson 2020. 

  • Lucas' præsentationsvideo
  •  

    Optagelsesprøven

    Optagelsesprøver i 2025 ligger i maj og juni, og er delt op i to runder, der begge afholdes i dagtimerne.   
    Første optagelsesrunde er den 29. og 30. maj 2025, anden optagelsesrunde er den 6. juni 2025.

    Til optagelsesprøven skal du vise, at du har rytme i kroppen, kan følge instruktioner og synge en lille sang. Prøven varer cirka 10 minutter. Hvis du allerede spiller et instrument, vil vi gerne høre et kort stykke. Samtidig taler vi med dine forældre om, hvad det indebærer at være en del af Tivoli-Garden.

    Det koster ikke noget at deltage i optagelsesprøven, og det er ligeledes gratis at være medlem af Tivoli-Garden.

    Download dokumentet Information til nye Tivoli-Gardere og få mere at vide om, hvad det indebærer at være garder i Tivoli-Garden.

    Har du spørgsmål, kan vi kontaktes på tivoli-garden@tivoli.dk eller telefon +45 33 75 04 55. 

    Hverdag i Tivoli-Garden
    To Tivoli-garder i røde uniformer og høje bjørneskindshuer står og taler sammen. Den ene gardist kigger smilende på sin kollega, og begge er iført traditionelle musikkorps-uniformer. Der ses grønne planter og blomster i baggrunden.

    Minder og læring for livet

    En Tivoli-Garder optræder ikke kun i Tivoli, men kan opleves rundt om i Danmark og ude i den store verden. At være en del af Tivoli-Garden kræver både tid og energi fra garderne og deres familier, hvilket understøtter børnenes læring og udvikling. Denne indsats giver dem værdifulde erfaringer, der styrker både deres musikalske færdigheder og personlige vækst.

    Læs om hverdagen i Tivoli-Garden