Halloween i Tivoli
3. oktober - 2. november
Er du klar til hyggelig uhygge?
Tivoli skaber den hyggelige efterårsstemning, når vi byder velkommen til Halloween i Tivoli. Her kan du både opleve hygge med alle de skønne, varme farver og lækre fristelser hos spisestederne. Eller du kan træde ind i det mere uhyggelige med hekse og spøgelser.
Når efteråret kommer, fortryller Tivoli Haven sig og byder på noget for dem, der kan lide det ekstra uhyggelige, og dem, der hellere vil nyde det hyggelige. Der er noget for både store og små.
Efterårsstemning i Tivoli
På Plænen står boder, der emmer af Halloween og efterårshygge, og omgivelserne er pyntet med græskar, edderkopper og fugleskræmsler.
Med det stemningsfyldte efterår kan man ikke undgå at tænke på græskar, og selvfølgelig er der græskar i Tivoli – mere end 20.000 græskar! Derudover kåres der årets største kæmpegræskar, der overgår din vildeste fantasi i størrelse.
Når mørket falder på, kan du lade dig betage af de smukke lys, der giver et varmt skær i den kolde aftenvind, samtidig med at du nyder en varm drik fra en af boderne. Ud over varme drikke kan du købe andre fristelser i boderne og ikke mindst Halloween-pynt, så du kan tage efterårsstemningen med hjem.
Scary houses
For de store er der muligheden for at udfordre sine grænser og se, hvor modig man er, når Tivoli inviterer indenfor i to scary houses. Familien Vendetta bor i Herskabsvillaen ved Tivoli Slottet og skræmmer livet af alle, der tør vove sig ind i deres bolig. Under Rutschebanen finder du Det Hjemsøgte, et hospital, hvor hvileløse sjæle vandrer rundt, og levn fra fortidens eksperimenter er blevet efterladt. Nogen venter i mørket … Tør du besøge dem?
Skræmmende lækker mad og drikke
Melder sulten sig, er der noget til både den lille og store sult. Boderne rundt omkring i Haven tilbyder både søde og salte fristelser, og restauranterne serverer retter spækket med årstidens grøntsager, smag og fylde – og nogle tilbyder specielle Halloween-menuer. Alt sammen for at skabe endnu mere stemning til din Tivoli-tur.
For små monstre og hekse
I efterårsferien er de yngste gæster i fokus, hvor de kan nyde et (u)hyggeligt Tivoli med hekse, der vandrer rundt i Haven, prøve Halloween-forlystelserne, der snurrer, og ikke mindst se Rasmus Klump lave spøg og ballade. Et Tivoli, hvor overraskelserne venter rundt om hvert et hjørne.